FORSVARET OG RETSSTATEN

6 sep 2021 | Nyhedsbreve

Efter afslutningen af sagen om drabet på en færge i Finland for 34 år siden har jeg modtaget en mail fra en person, som blandt andet giver udtrykt for bestyrtelse over, at forsvarsadvokater “åbenlyst tror på stjernepsykopater og hjælper dem med at blive frifundet”.

Jeg har sendt følgende svar:

Kære mailskribent

Som forsvarer i straffesager møder jeg ofte synspunkter som det, du giver udtryk for. Og ikke sjældent i den særlige form, at udvalgte grupper af mistænkte, typisk mennesker, der er mistænkt og sigtet/tiltalt for pædofili eller besiddelse af børneporno, ikke bør have noget forsvar, når en domsmandsret skal tage stilling til skyldsspørgsmålet, og – hvis retten finder tiltalte skyldig – straffens udmåling.

Synspunktet synes at være, at denne gruppe af mennesker skal kunne straffes vilkårligt, uden kontrol, og uden ret til at tale deres sag.

Du synes at have samme mening med hensyn til min klient i færgedrabssagen. Jeg må så spørge dig, om det udelukkende gælder her, eller om det gælder alle, som står tiltalt for drab.

Såfremt det kun er nogle drabstiltalte, som skal udelukkes fra et forsvar i retten, er spørgsmålet vel herefter, hvordan og hvem der skal foretage denne udvælgelse?

Dig? Din nabo? Ekstra Bladets læsere? Dem der råber højest på de sociale medier? Andre? Hvem?

Som tiltalt i en straffesag er man potentielt oppe imod hele det statslige magtapparats ubegrænsede ressourcer. Heroverfor står et enkelt menneske, forsvarsadvokaten, som har til opgave at sikre, at tiltalte får en straffesag i overensstemmelse med loven, at sagens faktiske og retlige omstændigheder belyses på en måde, så også gunstige forhold for tiltalte fremdrages, og at en eventuel straf forholder sig til dømtes livssituation. Dette kunne være at argumentere for, at straffen gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.

I den sag, som netop er afsluttet i Finland, må du tro mig, når jeg fortæller, at der på ingen måde var beviser, som kunne begrunde indespærring af en mand for resten af livet. Det har jeg og min finske kollega, advokat Martina Kronstrøm, tilladt os at pege på ved domsforhandlingen.

Jeg tillader mig også at antage, at du ikke mener, at det var forkert af os.

 

Med venlig hilsen

 

Henrik Hasseris Olesen
Advokat