POLITIFORBUNDET – OG RETSSTATEN

POLITIFORBUNDET, TIBETKOMMISSION, DNA-REGISTRERING OG RETSSAMFUNDET

Politiforbundets udmeldinger bekymrer mig af og til ! Og det har de gjort længe.

To eksempler kan illustrere årsagen til min bekymring.

1.

Under overskriften “EN BEDRØVELIG SAG” har den populære forbundsformand Oxfeldt i en pressemeddelelse kommenteret Tibetkommissionens konklusion af 18. december 2017. Han skriver blandt andet:

“Jeg synes det er utroligt bedrøveligt, at det er to politifolk, som åbenbart gøres til syndebukke i en stor politisk sag. Politiet skal sikre, at Grundlovens frihedsrettigheder sikres. Men jeg havde ikke ventet, at de åbenbart mange forskellige politiske hensyn som har været i spil og åbenbart skulle varetages i denne sag alene skal falde tilbage på to politifolk, som derved kommer til at stå alene med hele ansvaret”.

Hvad mener man her – og er det kun politiforbundet, eller også selve politiet, som bakker op om denne åbenbare undsigelse af vores retssamfund ? Der er næppe mange politifolk, som ikke er medlem af politiforbundet. Dette ville formetlig slet ikke blive accepteret, kollegialt. Så hvordan skiller man lige tingene ad her ?

Tibetkommissionen, som blev nedsat af Folketinget, og som fik 2 år til sin undersøgelser, har være sammensat af en landsdommer som formand, og med en advokat og en professor som de to øvrige medlemmer. Udspørger har været en meget erfaren strafferetsadvokat, og det juridiske sekretariat har været ledet af en byretsdommer.

Der har i perioden fra 3. november 2016 og til 20. april 2017 – indenfor rammerne af retsplejeloven – været gennemført forhør af (såvidt jeg kan tælle mig frem til på www.tibetkommissionen.dk) 76 personer; politifolk, politikere, embedsmænd og Hoffets øverste medarbejder.

Er det politiforbundets, politiets og/eller politifolks (kollegernes, som man altid siger i de kredse) opfattelse, at retssamfundet, på trods af fremvisningen af alle de allerdyreste retsgarantier som vores gode samfund tilbyder, alligevel kynisk tørrer ansvaret af på to politifolk ?

Det ville jo være et klart brud på straffeloven. Er det Politiforbundets opfattelse, at Tibetkommissionen har foretaget et sådant ?

2.

I går udtalte samme formand Oxfeldt i en række medier sin støtte til etableringen af et nationalt DNA-register, fordi “det vil gøre politiets efterforskning lettere i en række sager”.

Afsættet for denne debat er den tragiske, og meget omtalte sag om kast med fliser fra motorvejsbroer på Fyn, som blandt andet har kostet en tysk kvinde, hustru og mor livet.

Diskussionen om et nationalt DNA-register er gennem en årrække dukket op, når enkeltsager har antændt og genantændt den.

Mig bekendt er det kun Dansk Folkeparti, som på baggrund af de nævnte enkeltsager politisk støtter skabelsen af et sådant register. Så vidt jeg ved tager alle andre partier afstand herfra.

Og hvad er det vi taler om her ? At alle borgere i dette land skal afgive sin DNA til myndighederne – til de myndigheder, som styrer landet nu, og til de myndigheder, som styrer landet i fremtiden ?

Hvordan skal etableringen af det alt-omfattende register efter Politiforbundets (politiets ?) og Dansk Folkepartis opfattelse i øvrigt eksekveres ?

Forestiller man sig, at vi alle indenfor en tidsfrist på for eksempel tre måneder skal møde op hos vores læge og aflægge en DNA-prøve; og skal det være forbundet med bøde- eller fængselsstraf, hvis man ikke vil dette. Hvor længe skal man i givet fald kunne være frihedsberøvet, hvis man nægter ? Efter retsplejelovens § 178 kan retten ved politiets foranstaltning tage et vrangvilligt vidne i forvaring i op til seks måneder, hvis den pågældende ikke vil afgive forklaring. Mener Politiforbundet, at en tilsvarende 6-måneders grænse for forvaring skal gælde for borgere i Danmark, som ikke vil afgive DNA ?

Eller synes Politiforbundet, at vores nyfødte som det første møde med samfundet pligtmæssigt skal have udtaget en DNA-prøve til evig arkivering i et statsligt registersystem ? Det vil i givet fald praktisk kunne ske i forbindelse med at far klipper navlestrengen.

Ovenstående to eksempler bekymrer mig; ja, mere end det.

En fagforening for politifolk bør med styrke varetage spørgsmål af klassisk fagpolitisk karakter; arbejdsforhold, løn, fornøden juridisk bistand og lignende – og i den sammenhæng kan det også være relevant, at Politiforbundet har holdninger til størrelsen af politikorpset.

Men et Politiforbund, som melder ud beskrevet, gør mig ikke kun bekymret, men også bange.

Statsmagten defineres ved at have monopol på voldsudøvelsen – enhver dom, civil som strafferetlig, kan i sidste ende ende med udøvelse af lovlig vold, som politiet i givet fald står for.

Det forpligter, og det bør Politiforbundet kunne forstå.

Skriv en kommentar