TVANG I PSYKIATRIEN – OG RETSSIKKERHED

For et par måneder siden modtog jeg et håndskrevet brev fra en fjern bekendt. Brevet fremstod mærkeligt. Skrevet i én lang sætning, uden brug af punktum og komma, og håndskrevet helt ud til papirets kant, på begge sider. Konvolutten var også taget i brug som brevpapir.

Brevets indhold var forvirrende. Det cirklede om min bekendtes forhåbninger om at blive præsident i en asiatisk ø-stat. Ret tydeligt fremgik det dog, at han uger forinden var blevet tvangsindlagt i det psykiatriske system. Og det var også tydeligt, at han havde skrevet til mig, fordi han fra sit mørke søgte min hjælp som advokat, frihedsberøvet som han jo var.

Selvom vi bestemt ikke er nære venner, endsige venner, kontaktede jeg telefonisk den psykiatriske afdeling for at finde ud af, hvad der var op og ned på sagen. Det var tydeligt, at man i dette system ikke er vant til, at tvangsindlagte patienter går til advokat. Efter flere omstillinger fik jeg den besked, at jeg ikke kunne komme til at tale med min klient. Den slags tager de såkaldte ”patientrådgivere?” sig nemlig af , i hvert tilfælde i den første lange tid.

Herefter var en gennemlæsning af reglerne om tvang i psykiatrien (som jeg aldrig har arbejdet med) på sin plads. Og ganske rigtigt – retssikkerheden i psykiatrien kan diskuteres!

Efter psykiatrilovens § 5 kan en læge tvangsindlægge en patient, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi 1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet (indlæggelse på “gule papirer”) eller 2) patienten frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre (“røde papirer”).

Så er scenen sat. Tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital, efter overlægelig bestemmelse. Det er sikkert næsten altid velbegrundet. Ingen tvivl om det. Men hvad nu hvis der sker fejl ? Hvilke muligheder har du og jeg, hvis vi havner i den situation?

De er efter min opfattelse ikke gode. Som tvangsindlagt, og mere eller mindre sindssyg, argumenterer man ud fra en ekstremt svag position. Og det er den tvangsindlæggende, lægelige myndighed, der skal argumenteres mod.

Efter psykiatrilovens § 35 behandler Det psykiatriske Klagenævn sammensat af tre repræsentanter for Statsforvaltningen, Lægeforeningen og Danske Handicaporganisationer klager over tvangsindlæggelser.

Sådanne klager kan rejses af patienten selv, eller af patientrådgiveren. Men ikke af andre. Dette rejser efter min opfattelse spørgsmålet om, hvem disse patientrådgivere (som altså er de eneste med adgang til den tvangsindlagte) egentlig er. Hvad er deres kompetencer, hvorfor har de denne eneadgang til den indlagte, og hvordan rekrutteres de?

Psykiatriloven hjælper ikke meget, hvis man forsøger at finde svar på dette spørgsmål.

Efter Psykiatrilovens § 24 beskikkes der en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges. Patientrådgiveren skal efter loven vejlede og rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren skal endvidere bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager.

Efter psykiatrilovens § 25 antager Statsforvaltningen efter ansøgning et antal patientrådgivere, og en fortegnelse over disse fordeles mellem de enkelte psykiatriske afdelinger i regionen. Beskikkelse sker i det enkelte tilfælde ved, at den vagthavende sygeplejerske hurtigst muligt underretter patientrådgiveren om tvangsindgrebet og beskikkelsen. Patientrådgiverne beskikkes efter tur i den rækkefølge, hvori de er optaget på fortegnelsen.

Men altså, selve loven siger intet om, hvem der kan blive patientrådgiver.

Men så kan man jo kigge i Sundhedsministeriets bekendtgørelse 1341 fra 2010 om patientrådgivere. Finder man svar her? Efter min opfattelse nej.

Efter bekendtgørelsens § 1 antager statsforvaltningen efter ansøgning et antal patientrådgivere. Ansøgninger til ledige stillinger som patientrådgivere indkaldes ved opslag i den lokale presse. Opslag kan endvidere ske i fagtidsskrifter eller på anden måde, som er egnet til at sikre, at de persongrupper, blandt hvilke patientrådgivere navnlig tænkes antaget får kendskab til opslaget. Patientrådgivere antages blandt de ansøgere, der må anses for særligt egnede til at udføre de opgaver, som hvervet indebærer, herunder personer med tilknytning til sundheds-, social- og undervisningssektoren.

Efter bekendtgørelsens § 17 modtager patientrådgiveren en vederlag på 754 kr. for tvangsindgreb af en varighed på 0-7 dage. Beløbet stiger til 1131 kr., hvis indgrebet varer mere end 7 dage, men mindre end 30 dage. Disse beløb er givetvis blevet reguleret, siden bekendtgørelsen blev skrevet i 2010.

Nu kender jeg så nogenlunde reglerne i psykiatrilovgivningen.

Og jeg sidder med en fornemmelse af, at det ikke er helt godt. Nyder de allermest sårbare mennesker i vores gode samfund den retsbeskyttelse, som vi andre tager for givet? Bliver deres sag talt i den allermest sårbare position, fra et mentalt mørke, og ofte alene?

Skriv en kommentar