ERSTATNING TIL OFRE FOR FORBRYDELSER

Staten yder?erstatning for person- og tingsskade, der forvoldes ved?overtrædelse?straffeloven. Det følger af?en lov?fra 1985.?Med denne lov?forholdt Folketinget sig offensivt til, at voldsofre ofte ikke kunne få en passende erstatning, enten fordi den dømte ikke havde formue, eller fordi offeret ikke havde forsikring. Staten trådte med andre ord ind mellem den dømte og offeret og sikrede offeret økonomisk kompensation.

Der er imidlertid tale om en lidt speciel juridisk konstruktion, hvor et nævn, bestående af en dommer og to andre medlemmer, træffer afgørelse om erstatning på den dømtes vegne – men i øvrigt ganske uden at inddrage ham i erstatningssagen.

Ved afgørelser om erstatning efter denne lov finder dansk rets almindelige regler om skadevolderens erstatningsansvar anvendelse. Erstatning?ydes ikke, i det omfang skaden godtgøres af skadevolderen eller dækkes af?forsikringsydelser eller andre ydelser.

Udgangspunktet for fastsættelsen af erstatningens størrelse er det beløb, der er fastsat i dommen. Taler?særlige omstændigheder derfor, kan nævnet imidlertid tilkende skadelidte en højere erstatning?end fastsat ved dommen.

Der kan med andre ord opstå en situation, hvor Erstatningsnævnet – år efter at forbrydelsen er begået, og dommen er afsagt?- træffer afgørelse om, at offeret er berettiget til store, yderligere erstatningsbeløb. Og som nævnt træffes denne afgørelse, uden at den dømte har mulighed for at udtale sig om sagen, endsige yde indflydelse på afgørelsen.

Betyder det så, at den dømte uden videre skylder et større beløb til skadelidte ? Nej. Staten kan naturligvis ikke, hen over hovedet på den dømte, træffe beslutning om, at?han pludselig skylder skadelidte et større beløb.

Af lovens § 17?fremgår det imidlertid, at?staten?indtræder i skadelidtes krav mod skadevolderen. Staten kan med andre ord forsøge at gøre sit krav gældende overfor den dømte. Men her gælder de almindelige regler – det er et spørgsmål, som domstolene skal tage stilling til.

Staten skal med andre ord udtage stævning mod skadevolderen og søge at få en dom mod skadevolderen for beløbet.

Denne juridiske sammenhæng kan man imidlertid ikke se af den måde, som politiet præsenterer kravene på. I de sager jeg har været involveret i, har skadevolderen, ofte i fængslet, modtaget et brev far politiet om, at nævnet har truffet beslutning om yderligere erstatning, samt at beløbet skal indbetales til politiet. Endvidere har brevet været vedlagt en skylderklæring til underskrift, hvor den dømte med sin underskrift forventes at vedstå den yderligere gæld.

Efter min opfattelse er denne fremgangsmåde ikke i orden. Det må forventes af en offentlig myndighed, at der klart redegøres for juraen, og at sagen ikke fremstilles på en måde, så der er tvivl om reglerne.

Det må på denne baggrund anbefales, at en voldsdømt ikke skriver under på sådanne henvendelser fra politiet. Hvis der ikke skrives under, må politiet som alle andre kreditorer tage stilling til, om man vil gå videre med sagen og udtage stævning mod den voldsdømte.

 

 

Skriv en kommentar