POLITIRAPPORTER OG AFHØRINGER

Efter Retsplejelovens § 745 c har forsvareren adgang til at overvære politiets afhøringer af sigtede og ret til at stille yderligere spørgsmål. Sigtede må dog ikke rådføre sig med sin forsvarer angående besvarelsen af et spørgsmål, § 752, stk. 5. Politiets spørgsmål til en sigtet må ikke stilles således, at noget, der er benægtet eller ikke erkendt, forudsættes tilstået. Løfter, urigtige foregivelser eller trusler må ikke anvendes, § 752, stk. 3. Sådan er loven.

I almindeligt sprog betyder det, at man ikke må snyde. Politiet må ikke lokke den sigtede på glatis. Advokatens opgave er ikke at forhindre, at sandheden kommer frem. Men det er i høj grad advokatens opgave at sikre, at alle relevante spørgsmål stilles, og at beskrivelsen i politirapporten er korrekt.

Sandheden kan jo imidlertid beskrives på mange måder af den, som efter bedste evne skriver rapporten.

Det ses ofte, at en sigtet har talt med politiet i sagens indledende faser uden at bruge sin ret til at have en forvarer med. Man kan kun gætte om årsagen. Måske tror han, at det vil se “mistænkeligt” ud, hvis han nægter at lade sig afhøre uden tilstedeværelsen af en advokat. Og til tider får man det indtryk, at afhøringen er blevet opfattet som en “uformel snak”, som ikke betyder så meget. Først senere dukker en politirapport om denne uformelle snak op i sagen.

Den måde, politirapporter formuleres på, kan efter min opfattelse være problematisk. Jeg har være forsvarer for en ung mand, som var sigtet for, efter indtagelse af alt for meget hash, at have sat ild til sin lejlighed. Der opstod en farlig situation for de øvrige beboere i ejendommen.Altså en meget alvorlig sag med en strafferamme indtil fængsel på livstid.

Da jeg havde læstpolitirapporten fra den første afhøring – som var gennemført uden advokat, og som var foretaget på et tidspunkt, hvor afhørte ikke var ved sine fulde fem – måtte jeg skrive til anklagemyndigheden og påpege fejl, som jeg syntes var alvorlige:

1.Det fremgik af rapporten, at sigtede “besluttede” sig til at lave et “bål på sofabordet”. Han forklarede imidlertid gennem hele sagen, at han satte ild til noget hash, som var placeret i et stålæggebæger, som igen var placeret i et kraftigt glasaskebæger placeret på et kakkelbord. Anvendelsen af ordet “bål” er derfor misvisende.

2. Der stod også i rapporten, at det ikke havde ikke været hans “direkte” hensigt at brænde lejligheden af. Min klient fastholdt gennem hele sagen, at han overhovedet ikke havde haft til hensigt at brænde lejligheden af. Hvad er en “direkte” hensigt i denne sammenhæng så? Jeg ved det ikke.

3. Af rapporten fremgik det også, at han nu også huskede, at et vindue stod åbent, så ilden kunne få næring. Vinduet stod ganske rigtigt åbent, men sigtede forklarede, at det ikke var af hensyn til ildens næring. Vinduet var blevet åbnet langt tidligere på dagen for at lufte ud.Denne formulering kunne altså så alvorlig tvivl om, hvorfor vinduet stod åbent.

4. I følge rapporten skulle min klient også have sagt eller tænkt?”SKE HVAD DER VIL” den aften. Han citeres direkte for dette ordvalg, ikke én, men to gange. Skulle det så betyde noget ? JA. i høj grad. Alle jurister (men næppe andre) ved, at der refereres til en dom fra starten af 1900-tallet, hvor en mand i en lade med masser af halm smed en tændstik over skulderen, og udtalte netop de ord. Højesteret nåede dengang frem til, at han havde forsæt til brandstiftelse. Med den afgørelse definerede Højesteret den laveste grad af forsæt, og han kunne derfor dømmes som brandstifter. Min klient på 23 år havde ikke læst jura, og benægtede, at han skulle have brugt denne mærkelige, gammeldags talemåde. Jeg var aldrig i tvivl om, at han aldrig har hørt om “ske hvad der vil – dommen”. Det har politiet til gengæld.

En vågen forsvarer ville ved selve afhøringen kunne have grebet ind over for disse misvisende formuleringer, og han kunne have stillet yderligere spørgsmål til belysning af hændelsesforløbet.

Derfor kan vigtigheden af at have en advokat med, også i sagens tidligste faser, ikke overdrives.

En kommentar til “POLITIRAPPORTER OG AFHØRINGER”

  1. Og så skal man jo ikke glemme at det jf. retsplejeloven, er politiets pligt at undersøge en sag objektivt, dette tror jeg at der er mange der har været sigtet har oplevet ikke sker. og en anden ting er at det der siges til en afhøring kommer “forurettede” til kendskab således at der er risiko for at “forurettede” kan ændre forklaring. det er derfor min erfaring at det altid er godt at overveje hvad man fortæller ved en afhøring og ALDRIG uden en forsvarer ved sin side

Skriv en kommentar